Månedsarkiv: august 2008

Ringridning og sommerfest i Adsbøl

I weekenden d. 11. og 12. september afholdes den årlige sommerfest /ringridning i Adsbøl, på ringriderpladsen.

Som sædvanlig starter løjerne fredag aften kl. 18 med havetraktorringridning. De sidste par år har det været kvinderne, der satte sig tungt på sejren, kan mændene komme igen i år? Der er præmie til vinderen og en gratis øl/sodavand til chaufførerne på havetraktorerne.

 

Derefter afholdes selve ringridningen om lørdagen. Kl. 12 er der cykelringridning med præmie til vinderen og en sodavand til deltagerne. Kom og vær med og pynt din cykel!

 

Den egentlige ringridning starter også fra kl. 12. Som noget enestående for dette år må de ryttere, der har været med de øvrige år, i år have en ekstra rytter med. Denne ekstra rytter må så fortsætte med at deltage fremover. Der er selvfølgelig også præmier.

 

Man kan sætte boder op og sælge/bytte ting, tilmelding til Mona Johannsen.

 

Kl 14-16 kommer Jytte Pyt og underholder børn og barnlige sjæle. Man kan bl.a. prøve at gå på glasskår, sluge sabler og meget andet halsbrækkende.

 

Om aftenen kl 19 er der fællesspisning med varm mad. Man skal tilmelde sig og betale hos enten Kjeld Petersen 74652932 eller Mona Johannsen 74652284. Prisen er sat så lavt som 100 kr for voksne, 50 kr for børn under 8 år. Underholdningen er ved Karin Clausen fra Aabenraarevyen, og senere er der såvel lotto som discjockey. Det plejer at være rigtig glant.

Adsbøl tager til Kværs

Kværs hede

 

Lørdag den 30. august, har Adsbøl Borgerforening arrangeret en tur til Kværs for at se Kværs hede. Kværs Hede er en gammel vandreklit, der er blevet stoppet ved hjælp af beplantning og området består hovedsageligt af nåletræer og lyng. Dette betyder, at området er helt forskelligt fra de omkringliggende landbrugsjorde.
Kværs Hede er helt specielt for Gråsten-området og derfor interessant i forhold til dyr og planter. Helt sikkert et besøg værd.

 

Borgerforeningen har fået Gerd Conradsen til at vise os rundt.

Man møder op ved klubhuset, Kobberholmvej 15 i Adsbøl, kl. 13, med medbragt kaffe og kage, i bil eller til fods. Derefter fordeles deltagerne i bilerne, og vi kører i samlet flok ud til Kværs, hvor Gerd Conradsen møder os. Efter turen drikkes kaffen, og hvis det regner på det tidspunkt, er der sørget for et sted indendørs.

Man skal ikke tilmelde sig, men bare komme. Bestyrelsen håber, at mange har lyst til at se dette helt specielle stykke natur.

Hvad skal der ske i Adsbøl?

Vil du være med til at give din mening til kende, så mød op på Gråsten Landbrugsskole fredag d. 29.august fra kl 16-19 og deltag i Sønderborg kommunes inspirationsmøde. Du skal tilmelde dig på www.infoland.dk eller hos landdistriktskoordinator Sille Marcussen Dall, tlf. 88 72 54 59. Hvert laug får mulighed for sammen med en konsulent at diskutere, hvad der skal ske i deres område. Gå ikke glip af denne enestående chance !