Månedsarkiv: juni 2012

Fra Sankt Hansfesten i Adsbøl 2012

Et af årets vendepunkter er igen blevet markeret med manér. Vejret skikkede sig trods alt til sidst og solen skinnede, selv om varmegraderne ikke var helt overvældende.

Der var rigtig mange, der havde valgt at støtte op omkring arrangementet, og der blev sunget lystigt til midsommervisen. Også børnene hyggede sig med de medbragte kæppe, på hvilke snobrødsdejen blev viklet omkring og rakt ind over gløderne fra grillkullene, som var tændt op til den lejlighed.

Jens Peter Thomsen (V) fra Sønderborg byråd var mødt op for at holde båltalen – et helt lille foredrag om kærligheden til lokalsamfundet og det lokale engagement. Han kom blandt andet ind på den strategiplan for boliger på begge sider af landevejen mellem Nybøl og Adsbøl, som Sønderborg kommune har fremsat. Han opfordrede borgerne til at deltage i fremtidige borgermøder omkring denne. Det er nu diskussionen foregår.

Jens Peter Thomsen var begejstret for bålpladsen - her holder han båltalen for de fremmødte.

Sankt Hansaften i Adsbøl

Atter er tiden inde til at fejre Sankt Hans med bål og alt, hvad der følger med. Det foregår som sædvanlig på festpladsen ved Nybøl Nor.

lørdag den 23. juni 2012 fra klokken 20.00

Der vil være båltænding omkring kl. 21.00.  Adsbøl Borgerforening har i år inviteret sognepræst Jan Unold til at holde båltalen.

Der vil traditionen tro være mulighed for at købe pølser og drikkevarer på pladsen, ligesom der vil være snobrødsdej til børnene (tag selv en pind med).

Vi håber at vejret vil arte sig fra den pæne side, så vi alle kan få en herlig aften.

Alle er hjerteligt velkommen.