Sankt Hans tale Jan Unold 2014

Sct. Hans – Adsbøl 2014. Tale ved Jan Unold.

“Tak for indbydelsen til at tale her i aften!

Ja, jeg takker selv om det vel stort set er den mest utaknemlige opgave der findes – at holde Skt. Hanstale.

Utaknemlig er opgaven simpelthen fordi den tale, som man møjsommeligt har brygget sammen og måske har gået og tænkt over i ugevis, har det med at blive væk i vinden, men utaknemmelig er opgaven også fordi det vi mødes om til Skt. Hans er så underligt svævende.

Og derfor kommer der vist også for det meste noget vrøvl ud af de fleste Skt. Hans taler.

For hvad er det egentlig vi fejrer til Skt. Hans?

Jo, her går forskellige tråde tilbage til både vores hedenske og kristne fortid.

Men bag alle de ting, så fejrer vi vel først og fremmest Skt. Hans af den lidt triste årsag, at året vender, og at vi går mod mørkere tider.

En sådan vending kalder på en markering eller fejring.

For sådan er det jo altid med de store vendinger i livet, de kræver en markering, hvad enten det drejer sig om en fødsel, en indgåelse i et ægteskab, en afsluttet eksamen, en pensionering – det kræver alt sammen en fejring, en markering.

Og det gælder altså også, når året vender.

I gamle dage mente man, at en vending, en overgang, fra et til noget andet var farligt.

Man var nemlig i en slags ingenmandsland.

Og i “ingenmandsland” hersker mørkets magter.

Det er farligt sted at være.

Derfor måtte man gø’re alt muligt for at jage de mørke magter på flugt: Vi kender godt tanken fra Nytårsaftens krudt og fyrværkeri.

Ligesom vi altså kender det fra ilden og bålet ved Skt. Hans aften.

Meningen med bålet er altså at fastholde lyset og varmen og dermed jage mørket og mørkets magter væk.

Og her kommer heksen også ind.

For heksen er netop et symbol på alt det onde og mørke og farlige.

Man kan sige at heksen var en slags klæbe-dukke, som man klæbede alt det onde og truende på – og sendte det alt sammen med hende til Bloksbjerg.

Det lyder måske primitivt og naivt, men spørgsmålet er bare om vi er kommet så meget videre?

Fra skolegården kan mange af os vist godt huske, hvordan én kunne blive den alle var på nakken af, en syndebuk, og man kunne godt bilde sig selv
og hinanden ind, at bare han eller hun var væk, så ville alt blive godt.

Et andet sted hvor det er tydeligt i øjeblikket er i det politiske liv.

Helle Thorning og Lars Løkke har i den grad fået kærligheden at føle.

Muligvis har de heller ikke opført sig så smart – hvem kan for resten sige det om sig selv?

Men når medierne og befolkningen først går i selvsving, så kan politikerne ikke gøre noget som helst godt – set med vores øjne.

Så er alt forkert og bliver det stærkt nok, må de gå af, før alting igen bliver godt.

Der findes en gammel historie, der drejer sig om den her mekanisme.

Den handler om et folk, der var vant til at vinde alle krige mod andre folkeslag, men nu var de begyndt at tabe dem alle sammen.

Folket var i oprør, hvad skyldtes denne forandring, spurgte man sig selv og hinanden?

Jo, man var enige om, at det måtte være fordi man havde gjort noget forkert.

Gud havde sagt, at når de erobrede en by, så måtte de ikke tage krigsbytte.

Måske var der alligevel nogen der havde gjort det, og måske var det derfor at gud som straf havde vendt deres krigslykke?

De måtte altså i gang med at finde ud af, hvem der havde taget det forbudte krigsbytte.

Alle krigerne trådte frem og trak et lod.

Alle kiggede spændt på hvem der trak det korteste strå.

Og det gjorde Akan.

Straks sprang folk hen for at undersøge hans families hytte.

Og sandelig jo! Der var masser af krigsbytte i huset.

Akan måtte være den skyldige, det var alle enige om.

Så Akan måtte af med livet.

Væk skulle han for at folket kunne få has på det onde og begynde at vinde krige igen.

Man skulle selvfølgelig mene at det var mærkeligt, at man kunne finde den skyldige ved hjælp af en sådan simpel lodtrækning.

Hvordan i alverden kunne det lade sig gøre. Jo, forklaringen er såmænd såre simpel: De var alle sammen skyldige i at røve krigsbytte!

Alle familier, alle mand var i besiddelse af krigsbytte. Man kunne være gået ind i et hvilket som helst hus og have fundet det.

Derfor duede lodtrækningen – uanset hvem der trak det korteste strå.

Men på den her måde fik man sig altså en syndebuk. Eller man kan sige i relation til Skt. Hans: Man fik sin heks, sin trold.

Syndebukken som skulle personificere alt det onde fik man has på, og tilbage stod en smuk ren by.

Hver by har sin heks og hver sted har sine trolde, som vi synger om i midsommervisen.

Men i stedet for at finde syndebuke så bør vi bruge Skt. Hans til at holde fast i hinanden.

Holde fast i lyset og livet – også selv om det går mod mørkere tider.

Ja, lad os lyse op for hinanden så vi ikke forfalder til de lette løsninger og finder syndebukke, og lad os bære det lys med ind i tiden der kommer.

Rigtig glædelig Skt. Hans.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *