Bestyrelsens kommentarer til kommuneplansforslaget

Adsbøl d. 3. februar 2009

Til Sønderborg kommune, Planafdelingen

Reaktion på kommuneplanen fra Adsbøl:

Efter at have deltaget i mødet i Rinkenæs d. 8. januar har bestyrelsen for Adsbøl Borgerforening diskuteret kommunens oplæg.

Vi har følgende kommentarer:

  • Det eneste af de såkaldte bånd, vi kan se en mening med, og som kommunen også har fulgt i sin detailplanlægning, er Udviklingsbåndet. Det er til gengæld ikke defineret, hvad der menes med Udvikling. Vi fra Adsbøl vil gerne fastholde, at det skal kunne ses rent fysisk, at der er forskel på land og by. Hermed mener vi, at selvom der laves et udviklingsbånd, hvor byen skal vokse (for det er vel det, der menes?), bør man ikke planlægge udviklingsbåndet som én lang by, men snarere som en kæde af byer. Dvs. at der skal være områder med grønt og udsyn til vand på strækningen fra Sønderborg til Rinkenæs.
  • Hvad angår landsbyernes fremtid og udvikling, betyder det meget, at man kan blive gammel i sit nærområde. Det vil vi gerne opfordre til, at man arbejder mere med og fastholder som princip. Her tænkes især på seniorboliger, men også på en god offentlig transport og fastholdelse af den nuværende ordning med hjælp til indkøb for pensionister. Derudover også hjælp til have etc., når det skønnes nødvendigt.
  • Landskabet er en meget vigtig del af det område, vi bor i i Adsbøl. Vi har mange vandløb, og nogle af dem er temmelig tilgroede, hvilket en gang imellem giver problemer. Man må finde en balance mellem at beholde vandløbene og pleje dem på en god måde. Det samme gælder de levende hegn i området. De spiller en stor rolle for såvel dyr som miljøet og er en karakteristisk del af området. Der bør laves en plan for, hvordan de bevares. Borgerforeningen har på flere møder fået at vide, at befolkningen her i Adsbøl meget gerne ser flere stier for gående anlagt, at det ville øge herlighedsværdien.
  • Til sidst tanken om nye boliger nord for Stjerneskoven ved Gråsten. Vi kan ikke helt finde ud af, hvilket område der menes, og håber meget, at man tænker på området nærmest Gråsten, på den side af jernbanen. Hvis man påtænker anlæg af huse på den åbne mark efter jernbanen, med udsigt over Nybøl Nor, vil vi på det kraftigste protestere. Det er et område af meget stor skønhed, som giver en daglig glæde, når man kommer forbi, og det ville være synd og skam at spolere det. Der er desuden mange fugle i området. Se i øvrigt vores kommentarer til udviklingsbåndet.

På bestyrelsens vegne

Mona Johannsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *