2007

Referat fra Adsbøl Borgerforenings generalforsamling 5. marts 2007  

36 personer inklusive bestyrelsen og foredragsholderen var mødt frem.

 1.      Valg af dirigent.

Anton blev valgt til dirigent og konstaterede, at generalforsamlingen var rettidigt indvarslet.

2.      Formandens beretning

Mona aflagde beretning. Se vedlagte papir.  Forsamlingen godkendte beretningen.

3.      Regnskabet

Charlotte gennemgik regnskabet, der udviser et overskud på 5917,82 kr. Foreningens formue er på 39412,21 kr. Forsamlingen godkendte gennemgangen.

4.      Indkomne forslag

Mona fremlagde på bestyrelsens vegne et forslag til vedtægtsændring af § 9. Forsamlingen vedtog ændringen med den rettelse til bestyrelsens forslag, at der er to og ikke én revisor.

5.      Kontingent fastsættelse

Bestyrelsen indstillede, at kontingentet fortsatte uændret. Forsamlingen godkendte dette.

6.      Valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter, revisor.

§         På valg til bestyrelsen:

¨       Mona Johannsen, genopstiller

¨       Leif Burmeister, genopstiller ikke

¨       Charlotte Drachmann, genopstiller ikke

¨       Kjeld Petersen, genopstiller

§         På valg som suppleanter:

¨       Laila Carlsson, genopstiller

¨       Nomi Rasmussen,genopstiller ikke

§         På valg som revisor

¨       Hans Jørgen Knudsen, genopstiller.

Til bestyrelsen opstillede Malene Johannsen, Lena Petersen og Vivian Schou. Efter skriftlig afstemning blev Malene Johannsen og Vivian Schou valgt til bestyrelsen, Lena Petersen som suppleant. Mona Johannsen og Kjeld Petersen samt Laila Carlsson blev genvalgt. Det samme gjaldt Hans Jørgen Knudsen som revisor.

Mona takkede de afgående bestyrelsesmedlemmer for det store arbejde, de havde lagt i bestyrelsen.

7.      Eventuelt.

Dorte takkede de unge, der nu er villige til at gå ind i bestyrelsen og gjorde særlig opmærksom på, hvor vigtigt det er at opretholde legepladsen. Hun gjorde opmærksom på, at den samme gruppe ældre, der plejer at stå for vedligeholdelsen af klubhuset, gerne fortsat vil sørge for det. Foreløbig kører brugen af klubhuset videre som før.

 

Jonna Josupeit var enig med Dorte i at det var dejligt med unge i bestyrelsen. Hun foreslog, at overskuddet skal bruges til noget, der er til gavn for Adsbøl.  Der kom forslag fra forsamlingen om opvaskemaskine, i samarbejde med kommunen. Et mindre, energirigtigt køleskab med en lille fryseboks, markedsparasoller. Bestyrelsen lovede at tage ideerne med på et møde.

 

Peter foreslog, at de numre i lotteriet, der er gevinst på, men som ingen har købt, ikke går ind i kassen, men at man fortsætter med at trække, indtil der er et ”købt” lod. Han foreslog endvidere, at kortklubben udtrækker numrene. Efter en længere diskussion vedtog man, at bestyrelsen tager forslaget med til et møde og kommer med en indstilling.

 

Dirigenten takkede for god ro og orden og erklærede generalforsamlingen for ophævet.

 Formandens beretning 5. marts 2007  

Årets gang i foreningen.

 

Kortspil  foregår fast hver torsdag i Klubhuset hele året rundt.

 

Aktiviteterne i øvrigt startede den 12.4. med ”Ren by”, hvor de fremmødte gik igennem Adsbøl og fjernede årets skidt fra fortove og veje. Det er utroligt, så meget folk smider ud af bilerne. Der var  voksne og  børn, og kommunen betalte for kaffe og kage samt affaldssækkene.

 

Derefter blev stranden renset den 29.4. En lille skare var mødt frem og rev tang sammen og havde det rigtig hyggeligt, Mona havde sørget for fedtebrød og drikkevarer. Børnene var ikke så hjælpsomme, men blev meget våde.

 

Cykeltur ud i det blå hver anden mandag startede, men måtte holde på grund af for få deltagere. Stavgang kom slet ikke i gang.

 

Store legedag søndag den 11.6 var ikke nogen succes, der var meget få deltagere. Bestyrelsen er ikke sikker på, at vi gentager det, det er et meget stort arbejde.

 

Og så blev det Sankt Hans. Lars Rasmussen fra Adsbøl Friskole holdt en god båltale, bålet var meget højt og brændte flot, og der var pølser, øl og sodavand til alle. Der var en rigtig god stemning, og det var godt besøgt.

 

I sommerferien havde vi ingen arrangementer, men den 18.8 holdt vi grillfest ved Klubhuset i øsende plaskende regnvejr. Der blev grillet under parasoller, og der var sådan en god stemning. Der var rigtig mange deltagere, over 30 og alle stole var besat.

 

Den traditionelle ringridning faldt i år den 8. og 9..09. Vi startede med havetraktorringridning fredag aften, og vinderen blev en kvinde! Dagen efter var der almindelig ringridning med 35 ryttere, og aftenspisning med over 60 deltagere. Man kunne prøve at skyde til mål og slå søm i en træstub, og købe ting fra forskellige boder. Der var også en hoppeborg. Det var en god oplevelse. Bestyrelsen overvejer hvordan fællesspisningen skal være næste gang.

 

Fisketuren den 23.9 måtte desværre aflyses, der var for lidt tilslutning.

 

Bestyrelsen besluttede at få SYDenergi til at komme og fortælle om, hvad ægte bredbånd er. Det skete den 25.10, og der var meget stor tilslutning. Der var rigtig mange spørgsmål til folkene fra SYDenergi. Historien er i øvrigt nu endt med, at der kommer bredbånd til Adsbøl. Her i februar modtog vi alle et brev fra SYDenergi om, at nu var det på vej, så nu er det op til den enkelte, om man vil være med eller ej.

 

Lokalhistorisk Arkiv kom på besøg den 6.11 for at vise gamle billeder fra Adsbøl og få at vide, hvem der havde ejet de forskellige huse og hvem der var med på billederne. Der var over 30 fremmødte, som ivrigt kommenterede billederne, og Dorte havde nok at gøre med at få ørenlyd, så Arkivets medarbejdere kunne få noget skrevet ned. Man blev slet ikke færdige, og Arkivet kommer gerne på besøg igen for at få noget at vide om de huse, der ikke var billeder af og få fortalt om resten af gaderne.

 

Den traditionelle Adventsdekoration fandt sted den 26. november og ramlede desværre sammen med, at Gråsten by tændte deres juletræ og julemanden kom til byen. På trods af det var der 12-15 fremmødte, og det var en rigtig hyggelig eftermiddag, hvor der blev bagt småkager, lavet julepynt og juledekorationer. Der blev også spist æbleskiver og drukket gløgg.

Lørdag den 2.12. blev juletræet  sat op.

 

Efter jul havde vi en hyggeeftermiddag med foredrag af forfatteren Claus Ellehauge. Han fortalte om sit arbejde med at skrive om de gamle fragtskibe, der sejlede fra Gråsten og Egernsund. Det gjorde han rigtig godt, han var både morsom og vidste meget. Der var ca. 50 mennesker til selve foredraget, og folk kom langvejsfra, både fra Egernsund, Felsted og Rinkenæs.

Efter foredraget kunne man købe indisk mad, og det havde 42 meldt sig til. Der var lavet mad til 50, men de 42 kunne lide det, de fik serveret, og spiste, til der ikke var mere.

 

Året sluttede med Aftenløb den 2. marts.

  

Tak for året, der gik.

    

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *