Spændende aften med fortællinger fra Afrika i Adsbøl Klubhus

Omkring et dusin var mødt frem da Trine Mortensen Didriksen, biolog og formidler, stillede op til et foredrag om arbejdet i hjælpeorganisationen CARE.
Organisationen CARE startede oprindelig i 1945 som et amerikansk nødhjælps-program, hvor man sendte pakker til Europa og Japan for om muligt at forebygge endnu en krig. I dag er fokus rettet mod udviklingslandene. Organisa-tionen består af CARE International plus 12 uafhængige underorganisationer, hvoraf CARE Danmark er den ene. CARE Danmark arbejder med hjælp til selvhjælp, så fattige mennesker får mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen.
Trine har arbejdet på to projekter i det sydvestlige Uganda, hvor der opstår konflikter mellem mennesker og dyr i de tilstødende nationalparker. Op til 80% af de dyrkede afgrøder kan gå tabt på grund af indtrængen af dyr på marker, der støder op til naturreservaterne. Traditionelt set holder familierne vagt ved deres jorder, idet de håber at kunne skræmme dyrene væk (blandt andet med trommer), hvilket mange gange kan være meget farligt. Det forhindrer også børnene i at gå i skole. Et tjørnehegn som er blevet plantet har kunnet holde nogle dyr ude, men vedligeholdelsen af det genstridige hegn er ikke helt ufarligt. Som et alternativ kunne man dyrke afgrøder, som ikke var særlig attraktive for reservatets dyr. En sådan afgrøde er kaffe, som også er naturligt hjemmehørende i området. For at inspirere befolkningen til efterligning har Trine købt en lod jord og plantet kaffe på. Kaffen, som er økologisk, bliver i dag solgt direkte til Danmark uden om de lokale mellemhandlere, der giver en meget lavere pris. Derved får bønderne en meget bedre betaling for deres arbejde. En gang om året tager hun derned i en periode for at sikre at arbejdsgangen bliver optimal.

Alt i alt en meget spændende aften, det vel kunne have været interessant for flere end de fremmødte at have overværet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *